Nytænkning i Thórshavn

Der skal bygges en ny sygehusbygning på 10.000 kvadratmeter i Tórshavn på Færøerne. Den moderne sygehusbygning er beregnet til en pris på ca. 350 millioner kroner, og med bl.a. grøn energi og et elevatortårn som sengecenter er der nytænkning bag planerne.

Med et elevatortårn kan de tomme senge gemmes i en elevatorskakt frem for at stå og fylde i gangarealerne. Og det er der flere fordele ved:

”Det bliver langt enklere at bytte senge, vedligeholdelsen bliver mere effektiv, og rengøringen bliver også enklere. Man har ikke prøvet noget lignende andre steder, så det er vi meget spændte på,” siger Jan á Argjaboða, der er ingeniør og projektleder for den nye sygehusbygning.

Han pointerer desuden, at den største fordel med et elevatortårn er besparelsen af gulvplads.

Al varmen vil i den nye sygehusbygning komme fra grøn energi. Først udnyttes overskudsvarmen fra nuværende sygehusbygninger. Som noget helt exceptionelt vil man herudover bruge havenergi til opvarmning. Overskudsenergien vil altså blive suppleret med havenergi fra varmepumper.

I projekteringen anvendes desuden den nyeste IT-teknologi som objekt-baseret design. Ifølge Jan á Argjaboða giver det bedre og hurtigere muligheder for at planlægge driften og minimerer risikoen for projekteringsfejl.

Ovenstående indlæg er et uddrag fra artiklen “Det moderne færøske sundhedssystem får ny sygehusbygning” i Hospital Drift & Arkitektur nr. 5 2014, der er skrevet af Grækaris Djurhuus Magnussen.

Læs hele artiklen på side 6 her.