
Fagnetværk Ventilation: Mere fleksible møder og fokus på digitale værktøjer
FSTA’s fagnetværk for ventilation har justeret både arbejdsform og taget nye digitale værktøjer i brug i løbet af det seneste år. Målet er at gøre det lettere at deltage i netværket og samtidig styrke fremdriften i de fælles projekter med en ny mødestruktur, hvor fysiske møder suppleres med online møder.
Af Merete Irner Bugge
Tidligere mødtes netværket fysisk fire til fem gange årligt, hvilket ofte krævede en hel arbejdsdag, især for deltagere med transporttid. Den nye model med ligelig fordeling mellem digitale og fysiske møder skal sikre og forbedre deltagelse uden at gå på kompromis med det faglige udbytte.
”Vi er blevet enige om at mødes fysisk to gange om året og så online to gange om året. Det giver stadig kontinuitet, men gør det nemmere at få det til at passe ind i en travl hverdag”, forklarer Lars Christian de Claville, som er koordinator for fagnetværket.
Effektiv platform til deling og opdatering af dokumenter
En anden væsentlig ændring i netværkets arbejde er indførelsen af Dalux som fælles platform til dokumentdeling og samarbejde. Tidligere har det været en udfordring at dele og kommentere dokumenter på tværs af organisationer, hvilket har forsinket processerne.
Dalux anvendes bredt i byggeprojekter og tekniske organisationer, og mange af netværkets medlemmer har derfor allerede kendskab til platformen. Det har gjort det muligt hurtigt at tage værktøjet i brug – selvom ikke alle organisationer arbejder med det til daglig.

”Vi oplevede lidt startproblemer da vi begyndte at benytte Dalux, men nu fungerer det rigtig godt, og det gør arbejdet mere effektivt og tidsbesparende i vores arbejdsgrupper. F.eks. bruger vi Dalux i forbindelse med de to vejledninger, vi arbejder på lige nu, og vi sparer tid og ressourcer, når vi kan se hinandens ændringer og kommentarer”, tilføjer Lars Christian de Claville
Dansk annex til R3 Nordic i fremdrift
De mest ressourcekrævende og aktuelle projekter i fagnetværket er udarbejdelsen af det danske anneks til R3 Nordic vejledning samt en drifts- og vedligeholdelsesmanual til ventilationsanlæg.
Det danske annex skal fungere som et nationalt supplement, der oversætter og tilpasser den fælles nordiske vejledning til danske forhold og praksis.
”Projektet var oprindeligt placeret hos eksterne rådgivere, men processen trak i langdrag, og vi oplevede desværre, at der var flere i netværket der mistede motivationen undervejs”, uddyber Lars Christian de Claville og tilføjer:
”Der var behov for mere fremdrift, og det resulterede i, at vi reorganiserede arbejdsgruppen, så den nu er forankret internt i fagnetværket. Her mødes deltagerne fast hver 14. dag og arbejder løbende videre mellem møderne med konkrete opgaver og tekstproduktion”.
Den nye arbejdsform har skabt en mere kontinuerlig proces, hvor ansvar og opgaver er tydeligt fordelt. Arbejdet foregår iterativt, hvor deltagerne løbende bidrager med tekst og input, som samles og kvalificeres i fællesskab.
Foreløbigt er der udarbejdet en række sider, og ambitionen er at opbygge et fagligt funderet dokument, der kan anvendes bredt i sektoren. Ifølge planen vil det danske annex være klar til FSTA’s konference i 2027.
Drift og vedligehold: Manual på vej i mål
Et af netværkets andre centrale projekter er en drift- og vedligeholdelsesmanual for ventilationsanlæg på hospitaler. Manualen er målrettet driftspersonalet, og skal fungere som et praktisk værktøj i hverdagen.
Sigtet er ifølge Lars Christian de Claville, at man kan anvende manualen som en konkret guide til, hvordan man foretager drift og vedligehold på et ventilationsanlæg.
Manualen blev færdig i første udkast i starten af 2025, men er fortsat i kommenteringsfase i netværket. Her arbejder man nu på at sikre både kvalitet og en model for løbende opdatering.
”Vi skal desuden udarbejde en governance for manualen – og hvordan vi sikrer, at den bliver holdt ved lige, så vi ikke skal starte forfra igen om nogle år,” tilføjer han.
Forventningen er, at manualen er klar til at blive præsenteret på den kommende FSTA årskonference i 2026.
Arbejdsgrupper driver udviklingen
Fagnetværket arbejder i dag primært gennem arbejdsgrupper, hvor medlemmer frivilligt byder ind på opgaverne. Det er her, det meste af det konkrete arbejde bliver udført.
Samtidig er det en udfordring at balancere arbejdet i netværket med deltagernes daglige opgaver. Det stiller krav til struktur og klare processer – herunder brugen af digitale værktøjer. Samlet set peger udviklingen i fagnetværket på en bevægelse mod mere fleksible rammer og en mere struktureret arbejdsform.
”Det vigtigste er, at vi arbejder konstruktivt i arbejdsgrupperne, og at der bliver produceret noget, som kan bruges i praksis,” siger Lars Christian de Claville.
Med en ny mødestruktur, digitale værktøjer og tydeligere organisering er ambitionen at styrke både deltagelse og output – til gavn for drift, teknik og videndeling på tværs af hospitalssektoren.


