
På FSTA’s årskonference 2025 bød vi velkommen til en række nye udstillere: Fra avancerede vand- og luftfiltre til fleksible modulbyggerier. Læs her nogle af udstillernes kommentarer og indtryk fra konferencen:
Første gang på FSTA: WAGO i dialog med de tekniske afdelinger
For første gang deltog WAGO Denmark A/S som udstiller på FSTA’s årskonference. Virksomheden arbejder med elektriske forbindelses- og automationsløsninger og har gennem mange år været involveret i tekniske installationer til blandt andet byggeri og industri. Deltagelsen på konferencen var en mulighed for at møde de tekniske fagfolk, der arbejder med drift og vedligehold i praksis.
”Det er første gang, vi deltager, og det har været meget positivt. Vi har haft mange gode og spændende dialoger – især med fokus på drift, som er et vigtigt perspektiv for os som leverandør”, fortæller Henrik Scharf, som er projektingeniør hos WAGO.
WAGO leverer tekniske komponenter, der indgår i hospitalernes elinstallationer og automationsløsninger. Produkterne anvendes typisk som en del af større tekniske systemer og indgår i installationer, hvor der stilles krav til driftssikkerhed, dokumentation og ensartethed på tværs af bygninger og afdelinger.
I hospitalsmiljøer bruges WAGOs løsninger blandt andet i tavler, fordelingssystemer og tekniske installationer, hvor de understøtter forbindelse, signaloverførsel og styring. Produkterne håndteres primært af rådgivere, installatører og de tekniske afdelinger og er en del af det samlede tekniske setup, som skal fungere stabilt over tid og være tilgængeligt for drift og vedligehold.
Dialog med driftsfolkene i centrum
Ifølge virksomheden er dialogen med de tekniske fagfolk central, fordi produkterne anvendes i komplekse installationer, hvor samspillet mellem komponenter, systemer og daglig drift har stor betydning. Ifølge Henrik Scharf er FSTA’s årskonference et relevant forum, fordi den samler netop de faggrupper, der arbejder tættest på de tekniske installationer i hverdagen. For WAGO handler deltagelsen derfor i høj grad om at forstå de udfordringer, som hospitalernes tekniske afdelinger står med.
”Det er jo driftsfolkene, der er her – maskinmestre og teknikere – og dem er vi meget glade for at komme i dialog med. Det er sådan, vi kommer tættere på de rigtige løsninger,” siger han.
For WAGO har konferencen givet mulighed for både at møde kendte ansigter og skabe nye kontakter. Samtidig har dialogerne givet indsigt i, hvordan tekniske løsninger anvendes og vedligeholdes i praksis på hospitalerne – et perspektiv, som ifølge virksomheden er centralt i arbejdet med tekniske installationer.


