FSTA’s Årskonference 2020 er aflyst

Det er ærgerligt, at vi må meddele, FSTA’s Årskonference 2020 bliver aflyst.

Selvom Danmark er på vej til en normalisering, gælder regeringens udmeldinger om forbud mod store forsamlinger fortsat. FSTA’s bestyrelse har derfor vurderet, at det giver for mange usikkerheder i planlægningen og gennemførelsen af Årskonferencen.

Hvert år deltager omkring 300 professionelle aktører på FSTA’s Årskonference for at få ny og aktuel viden inden for drift, teknik, byggeri og arkitektur på hospitalsområdet. Gennem bl.a. foredrag præsenteres deltagerne for aktuelle temaer og viden i det danske sundheds- og hospitalsvæsen.

Men sådan bliver det desværre ikke i år.

”Vi er i FSTA’s bestyrelse nået frem til den vurdering, at der er for mange usikkerhedsmomenter forbundet til planlægning og gennemførelse af konferencen. På grund af coronavirussen er det uklart, hvornår vi kan forsamles mere end 300 mennesker,” siger FSTA’s formand, Kaj Hyldgaard.

Han tilføjer:

”Vi er ærgerlige over, at det skal gå ud over FSTA’s største arrangement. Vi må ser frem til at arrangere næste Årskonference på Hotel Nyborg Strand i oktober 2021. Vi vil selvfølgelig inddrage FSTA’s medlemmer i at skabe et spændende og indholdsrigt program for vores medlemmer og udstillere. Det har vi nu rigtig god tid til at til.”

FSTA genoptager netværksmøder i alle fagnetværk

Efter sommerferien forventer FSTA at genoptage alle møder i FSTA’s fagnetværk, elinstallationer, medicinske gasser, ventilation, commissioning, kritisk forsyning og genbehandling af medicinsk udstyr.

Med den gradvise genåbning af Danmark og regeringens seneste udmeldinger om, at vi fra 8. juni må forsamles 50 mennesker mener vi godt at vi starte.

Første møde efter sommerferien bliver det ellevte netværksmøde i FSTA’s fagnetværk om medicinske gasser den 26. august. Nærmere information om dagsorden følger snarest til gruppens medlemmer.

Medlemmer af FSTA kan se frem til tre spændende netværksmøder i september i fagnetværkene elinstallationer, ventilation og commissioning.

Information om fremtidige møder i FSTA’s fagnetværk bliver løbende opdateret på hjemmesiden.