Mindeord
To store personligheder for Forum for Sygehus Teknik og Arkitekturs (FSTA) tilblivelse og første leveår gik bort kort før årsskiftet.
Foreningens første formand Kaj Jensen døde 24. december 2025 i hjemmet i Hjørring. (*1947)
Kaj Jensen startede i sygehusverdenen på Hjørring Sygehus i midt 70erne.
En kollega var medlem af Foreningen af Sygehusmaskinmestre i Danmark (FSD), og fik hurtigt lokket Kaj ind i foreningens virke.
Foreningsarbejdet blev efterhånden en livsstil for Kaj, der senere blev formand for FSD frem til han gik på pension i 2010. Kaj blev udnævnt til æresmedlem af FSD, da han stoppede med bestyrelses- arbejdet. Kaj har en stor fortjeneste for at FSD var med i både det nordiske og internationale Hospitals netværk, hvor særligt vores norske søsterforening havde en stor plads i Kajs hjerte og med mange venskaber til følge.
Kaj Jensen afsluttede sit aktive erhvervsliv som Adm. teknisk chef på Sygehus Vendsyssel, Hjørring i 2010.
Men det sluttede ikke her, for Kaj blev en drivende kraft i dannelsen af FSTA og blev også valgt som foreningens første formand.
Kaj var kendt for sin passion for golf og motorcykler, og ikke mindst piberygning, som der altid skulle være plads til, og som han elskede næsten lige så højt som sin kone Birthe.
Han mødte altid op med godt humør og var indbegrebet af ”en lun jyde”.
Kaj havde i sine sidste leveår udfordringer med hjerte og lunger, og det sled på kroppen, der til sidst måtte give op.
Thorkil Vandborg døde 31. december 2025 i hjemmet i Tjørring. (*1948)
Thorkil har siden sin ansættelse i hospitalsvæsenet i 70’erne været stærkt engageret i foreningsarbejdet først i FSD, og senere i FSTA.
Gennem alle årene var Thorkil en stærk drivkraft og fortsatte i en årrække efter sin pension som meget aktivt medlem af FSTA, hvor han bidrog med sin store viden og indsigt i bestyrelsesarbejdet og i forskellige faglige arbejdsgrupper. Da Thorkil forlod sin bestyrelsespost, forsatte han ufortrødent sit virke for foreningen som bestyrelsens konsulent med en alsidig pallette af opgaver.
Thorkil blev udnævnt til æresmedlem af FSTA, da han stoppede med bestyrelsesarbejdet.
Thorkil Vandborg var optaget af at udvikle, optimere og finde innovative muligheder indenfor hospitalsdrift. Han satte et tydeligt fingeraftryk på det, han arbejdede med, og var dygtig til samtidig at få nyttig sparring og læring fra kollegaer og samarbejdspartnere.
Det sociale netværk betød meget for Thorkil, og han var altid fokuseret på, at det sociale i foreningen var dybt forankret og hjerteligt.
Thorkil Vandborg afsluttede sit aktive erhvervsliv som Afdelingsleder i teknisk afdeling, Hospitalsenheden Vest, Herning i 2015.
Thorkil har kæmpet med lungehindekræft i de senere år.
Kaj Jensen og Thorkil Vandborg var begge med i en arbejdsgruppe, som fra 2009 havde til formål at opstarte Forum for Sygehus Teknik og Arkitektur, hvilket lykkedes med den stiftende generalforsamling i 2011. Begge indtrådte i den første bestyrelse, Kaj som formand og Thorkil som medlem.
Foreningslivet var ikke kun for Kaj og Thorkil. Deres hustruer, Birthe Jensen og Lisbeth Vandborg flankerede dem ofte ved sociale angementer både i planlægningen og afviklingen samt med stor passion for, at de øvrige ledsagere blev orienteret og inddraget.
Ære være Deres minde. Kaj Hyldgaard og Svend Christiansen


