
NIR Legionella: Nye retningslinjer om Legionella i varmt brugsvand
Danmark har en af Europas højeste forekomster af Legionella, så vi skal blive bedre til at sikre os mod de farlige Legionella bakterier i brugsvand. De Nye Retningslinjer for Legionella er netop blevet lanceret, hvor FSTA har været en aktiv part og vigtig samarbejdspartner i udvalgsarbejdet. Vi sætter her fokus på de nye tiltag og stramninger, og hvordan vi sikrer, at Legionella-bakterien begrænses mest muligt i vandsystemerne på hospitaler, plejehjem og andre institutioner.
Af Merete Irner Bugge
Legionella pneumophila-bakterien overlever og formerer sig i lunkent og stillestående vand. Smitten bringes typisk videre ved inhalation af aerosoler, som er forstøvede vandpartikler. Legionærsygdom er en alvorlig lungelidelse, og sygdommen kan være dødelig især for ældre mennesker eller andre med svækket immunforsvar. I Danmark har vi siden 2017 set omkring 300 tilfælde af legionærsygdom om året, hvor ca. 20% af tilfældene er importeret til Danmark i forbindelse med rejseaktivitet. Omkring hver 10. person der rammes af sygdommen dør af sygdommen – eller som følge af den.
De nye retningslinjer, som blev offentliggjort 1. april 2025, beskriver hvordan hospitaler, plejecentre og andre kommunale institutioner skal forebygge smitte mod legionærsygdom, opspore smittekilder, tage prøver jævnligt og handle på analyseresultater med forhøjet indhold af Legionellabakterier.
Nye retningslinjer og skærpede krav
Det er hospitalerne, plejecentre og de kommunale institutioner som f.eks. bosteder, der har ansvaret for at forebygge smitte mod Legionellabakterien. Beskyttelse mod de farlige bakterier begynder faktisk allerede i design- og byggefasen, hvor det er vigtigt at etablere et hensigtsmæssigt koldt- og varmtvandssystem, med separering af koldt- og varmtvandsrør, hvor det varme vand bør være ≥ 50⁰C i det cirkulerende vandsystem, og det kolde vand bør være ≤ 12⁰C.
De nye retningslinjer, der er udarbejdet på baggrund af den oprindelige bekendtgørelse af 1996, anbefaler bl.a. også at nedbringe antallet af tapsteder og fjerne rør, som ikke er i brug. Det anbefales ligeledes, at alle vandhaner og tapsteder skylles grundigt igennem mindst en gang om ugen, hvis ikke de er i daglig brug.
Fokus på vandprøver og analyser
Den daglige drift og vedligeholdelse af koldt- og varmtvandssystemerne varetages af den enkelte sundhedsorganisations service- og driftsmæssige afdeling.
”Med de nye retningslinjer er kravene blevet skærpet, så der tages vandprøver hvor det skønnes nødvendigt og som minimum hvert tredje år. Prøverne sendes til kommunen, eller anden konkret aftale, som har ansvaret for analysearbejdet. Der skal tages action på de analyser, der påviser et forhøjet Legionellabakterieniveau”, fortæller Kaj Hyldgaard Olsen, Teknisk koordinator hos Region Nordjylland og som ligeledes har været FSTA’s repræsentant i udvalgsarbejdet for NIR Legionella.
Desuden skal alle hospitaler, plejecentre og øvrige institutioner udarbejde en sikkerhedsplan for intuitionens brugsvandinstallationer samt etablere et vandsikkerhedsteam.
”I Danmark har vi oplevet et øget fokus på de smitsomme Legionellabakterier i de senere år.
Af den grund har der også være fokus på at udrede symptomer, der kunne tolkes som legionærsygdomme, og muligvis har vi her lidt af årsagen til den konstaterede stigning i registrerede tilfælde. Med 25 års erfaring i at drifte brugsvandssystemer i samarbejde med mine infektions- hygiejniske kollegaer oplever jeg det som positivt, at der er kommet større fokus og skærpede krav til at have en plan for etablering, drift og test for at hindre udbredelsen af den farlige sygdom”, fremhæver Kaj Hyldgaard Olsen.
Vigtig videns- og sparringspartner
Det er vigtigt for FSTA at indgå i udvalgsarbejdet, og det har styrket FSTA’s samarbejde med de involverede parter som bl.a. er Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og repræsentanter fra regioner, hospitaler og kommuner.
”Det har været virkelig interessant og udbytterigt at være en aktiv part og ”stemme” i udvalgsarbejdet, og det understreger i høj grad FSTA’s berettigelse som en vigtig videns- og sparringspartner i disse tværfaglige sammenhænge mellem sundhed og teknik. Jeg har oplevet stor lydhørighed fra mine kollegaer i arbejdsgruppen, og ikke mindst fordi FSTA også er et vigtigt talerør til de tekniske ledelser både på hospitalerne og ude i regionerne”, forklarer Kaj Hyldgaard Olsen og fortsætter:
”I løbet af udvalgsarbejdet blev der også lejlighed til at afholde to undervisningsindlæg om teknisk drift af varmt brugsvand, som jeg har beskæftiget mig med i mange år”.
Kaj Hyldgaard Olsen, der har været FSTA-bestyrelsesformand fra 2014-2023, er til daglig teknisk koordinator på Nyt Aalborg Universitetshospital, øst for Aalborg, hvor Region Nordjylland kommer til at samle alle hospitalsfunktioner i Aalborg.