
FSTA’s årskonference 2025 bød på en række indlæg om aktuelle temaer i hospitalsvæsenet. Vi dækker flere af foredragene, og her følger et kort resume af Aftalen om den nye sundhedsreform, hvor adm. direktør i Danske Regioner, Adam Wolf, satte fokus på blandt andet moderne sygehusbyggeri, lokale sundhedshuse og ambitionen om at bringe behandlingen tættere på borgerne.
Sundhedsreformen: Bedre og mere ligelig
ressourcefordeling tæt på borgerne
Den nye sundhedsreform har til formål at hæve kvalitetsniveauet i sygehusvæsnet, skabe mere moderne og tidssvarende sygehusbygninger samt fremme en mere effektiv behandling tæt på borgerne – eller i eget hjem. Men hvordan skaber vi mere effektive og ligelige sundhedsydelser på tværs af landets regioner, så alle borgere har adgang til samme høje kvalitetssundhedsydelser?
Med sundhedsreformen følger en ny organisering af det danske sundhedsvæsen, hvor de nuværende 5 regioner bliver til 4 regioner. Der etableres en samlet Region Østdanmark, der får hovedsæde i Sorø og bliver landets største region. Region Hovedstadens nuværende hovedsæde i Hillerød vil dog fortsat varetage en række regionale opgaver.
Den nye organisering betyder, at der flyttes en række sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne. Det er f.eks. ansvaret for den akutte specialiserede sygepleje, genoptræning efter sundhedsloven eller tilbud om ophold på sundheds- eller omsorgspladser, der i fremtiden vil høre ind under regionernes ansvarsområde.

I aftalen om Sundhedsreform afsættes der samlet 27,5 mia. kr. til investeringer over de næste ti år (2026 – 2035). Der etableres en sundhedsfond på i alt 22 mia. kr. til modernisering af sygehuse og apparaturer. Derudover afsættes der 3,5 mia. kr. til nærhospitaler, sundhedshuse og kommunale tilbud. Desuden er der afsat 2 mia. kr. til digitale og innovative sundhedsløsninger og forbedring af den digitale infrastruktur.
Sundhedsråd i tæt samarbejde med regioner og kommuner
For at styrke samarbejdet i sundhedsvæsnet, oprettes der 17 sundhedsråd på tværs af de fire regioner. De lokale Sundhedsråd er regionale udvalg, der skal sikre samarbejdet mellem regionen og de lokale kommuner for at hjælpe de borgere, der bor i deres område og sikre at de får den optimale behandling.
”De lokale sundhedsråd får en central rolle og betydning, da de skal kunne tilbyde flere sundhedsfaglige behandlinger tæt på borgerne, der hidtil har foregået på landets sygehuse”, forklarede Adam Wolf og fortsatte:
”Med Sundhedsreformens nye tiltag og initiativer opnår vi en bedre og mere ligelig fordeling af ressourcerne som vil gavne dem, der bor i de mere tyndt befolkede egne i landet. Flere opgaver omkring ældre, kronisk syge og psykisk syge skal varetages uden for hospitalet – enten i eller tæt på borgerens hjem. Det betyder også, at sygehusene øger kapaciteten til de mere specialiserede behandlingsforløb, som f.eks. kræft”. Det er også et mål i reformen at skabe mere sammenhængende patientforløb – ikke mindst på tværs af sektorer.

Adam Wolf pointerede, at regionerne er klar til et godt og konstruktivt samarbejde, men det er vigtigt at udgangspunktet for samarbejdet er en klar og tydelig ansvarsfordeling imellem parterne:
”Vi skal ikke have 17 forskellige sundhedsvæsener, men derimod skal vi arbejde for, at vi får et højt ensartet kvalitets- og serviceniveau på tværs af regionerne, og der vil også være en række områder, hvor koordinationen skal ske på regionalt niveau, f.eks. omkring akutberedskab og sikring af et balanceret budget”.
National styring i sundhedsvæsnet og innovative løsninger til landets sygehuse
Med den nye sundhedsreform får Danmark også en stærkere national styring af regionerne. Der etableres et nationalt prioriteringsråd, og Digital Sundhed Danmark bliver en ny landsdækkende organisation, der samler sundhed.dk, Sundhedsdatastyrelsen, MedCom, Nationalt Genom Center og en række regionale systemer. De skal varetage en række fælles nationale opgaver for at styrke den digitale udvikling og sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.
Adam Wolf forklarede, at der ligeledes etableres et Nationalt Center for Sundhedsinnovation, der bliver en selvstændig enhed under Digital Sundhed Danmark. Centerets formål bliver at udvikle og skalere de gode løsninger på nye sundhedsfaglige områder og arbejde for, at de innovative løsninger og teknologier, der allerede skaber værdi ét sted i landet, hurtigere bliver udbredt.
2026: et overgangsår og etablering af ekspertpanel

Sundhedsreformen starter i princippet op pr. 1. januar 2026, og 2026 bliver ifølge Adam Wolf et vigtigt forberedelses- og overgangsår, til at sundhedsreformen og den nye region Østdanmark træder fuldt i kraft 1. januar 2027. Efter regionalvalget 18. november 2025 bliver der udpeget et regionsråd for den kommende Region Østdanmark, som i 2026 vil fungere som et ”forberedende råd”, der skal forberede etableringen af den nye Region. Desuden etableres der 17 ”forberedende sundhedsråd” i overgangsåret, som skal forberede sundhedsrådenes opgaver og funktioner. De forberedende sundhedsråd bliver formelt til de 17 Sundhedsråd pr. 1. januar 2027.
”Jeg synes, at det er en god og veldisponeret reform, der uden tvivl får stor betydning for det danske sundhedsvæsen i fremtiden og bliver et vigtigt skridt i retning mod at forbedre sundhedsydelserne i Danmark. Reformen skal blandt andet sikre, at alle borgere har adgang til de samme høje kvalitetsydelser, uanset hvor de bor i landet”, understregede Adam Wolf.
Regeringen har netop nedsat et ekspertpanel, som skal understøtte og sikre, at regionernes investeringer på anlægsområdet gør mest mulig gavn. Panelet skal bl.a. definere retningslinjer for regionernes langsigtede genopretnings- og moderniseringsplaner og godkende regionernes planer primo 2027. Desuden skal regionerne også redegøre overfor ekspertpanelet, hvordan fondsmidlerne bliver prioriteret i praksis.



