Til nyheder/artikler

Ole Søndergaard Ritter om Årskonferencen 2023

De relevante faggrupper, der er involveret i sygehusteknik og -drift var repræsenteret på FSTA’s årlige konference i dagene 20. – 22. september 2023. Vi fik mulighed for at interviewe nogle af deltagerne fra de forskellige faggrupper for at høre om deres oplevelser og indtryk af konferencen.
De var alle enige i, at muligheden for at mødes, dele viden og have en uformel dialog med de forskellige fagpersoner, kollegaer og øvrige deltagere var en af konferencens helt store styrker.
Læs her nogle af Ole Søndergaard Ritters kommentarer og indtryk fra konferencen:

Af Merete Irner Bugge

 

Ole Søndergaard Ritter, Driftsmester for Service og Teknik, Regionshospitalet Nordjylland

Regionshospitalet Nordjylland betjener patienter i den nordlige region af Jylland og omfatter akuthospitalet i Hjørring, lokalhospitalet i Frederikshavn med kirurgiske og medicinske funktioner, en neurorehabiliterings- og genoptræningsenhed i Brønderslev og et gigt- og rygcenter i Skagen.

”Det er første gang, jeg deltager på FSTA-konferencen, som jeg har haft store forventninger til. Jeg er driftsmester på Regionshospitalet i Hjørring, og på vores fællesmøder med de andre driftsmestre i regionen har mine kollegaer omtalt konferencen som et rigtig godt arrangement”, fortæller Ole.

 

Tid til at mødes og tage den uformelle snak

Mange af udstillerne og deres løsninger og produkter kender Ole fra sin arbejdsdag:

”Jeg kan relatere til de fleste udstillere her på messen, for mange af deres produkter kender jeg jo fra arbejdsdagen på hospitalet. Det betyder en hel del at mødes ansigt til ansigt med dem, jeg har talt med i telefonen adskillige gange. Her på konferencen kan vi få os en uformel snak, og vi har tiden til det, og det er positivt”, tilføjer Ole.

 

Relevante foredrag om fremtidens hospital og brandsikkerhed

Ifølge Ole har der været mange spændende foredrag på FSTA-programmet, både på det mere overordnede niveau og på det faglige niveau.

”Indlægget om fremtidens sygehuse var rigtig interessant og relevant. Der var mange brugbare budskaber, som jeg vil tage med mig, da vi tit taler om fremtidens hospitalsløsninger på min arbejdsplads”, fortæller Ole og fortsætter:

”Indlægget om brandsikkerhed og regler var også meget brugbart, da jeg arbejder med disse problemstillinger i hverdagen. Det blev klart for mig, at der er flere områder vi bør se nærmere på, og som vi skal have mere viden om”.

 

Ny inspiration og fagnetværk

Det er vigtig for os medarbejdere, der er beskæftiget med teknik og drift på hospitalet, at komme ud og hente ny inspiration, mener Ole:

”Vi har efterspurgt flere gange om muligheden for at deltage på messer og seminarer, da vi har behov for at blive opdateret på de nye løsninger og regler inden for de forskellige fagområder, og det er vanskeligt for os at nå i løbet af arbejdsdagen. Vi vil også gerne se nærmere på de forskellige fagnetværk, da de kan være relevante for os. Det bliver næste skridt, og det ser vi frem til”.