Til nyheder/artikler

Svensk sundhedshus præmieres for innovativt byggeri og unikke samarbejdsprocesser

Det prisvindende Vårdcentrum Finspång er et nyt sundhedshus, hvor innovation, samarbejde og synergier går op i en højere enhed. Den robuste arkitektur kombineret med enkel struktur muliggør fleksibel brug af de mange sundhedsfaciliteter nu – og i fremtiden. Den svenske sundhedsløsning, hvor både patienter og personale er i centrum, kan inspirere og fungere som model for fremtidens danske sundhedsvæsen.

Af Merete Irner Bugge

 

Centralt sundhedscenter, nødcenter med aften og weekendadgang, 14 forskellige specialklinikker og ambulatorier inden for bl.a. somatiske og psykiatriske sygdomme, børnesygdomme og fødsler, rehabiliterings- og træningscenter samt LAH – hjemmeplejefaciliteter er nogle af de mange lægefaglige tilbud og sundhedsfaciliteter i det nye svenske sundhedshus i Finspång. Her er skabt helt unikke rammer for patienter og borgere i det lokale samfund, og sundhedshuset lever i den grad op til det svenske sundhedsmotto Nära vård – lokal omsorg.

 

Vigtige behandlingstilbud, nærhed og tryghed

Vårdcentrum Finspång, der blev taget i brug i 2020, huser både behandlings- og træningsfaciliteter og indlogeringsmuligheder ved sygdom, og er fordelt på fem etager på i alt 17.000 m². Med den centrale placering i bymidten har sundhedshuset stor betydning for de ca. 22.000 borgere i Finspång kommune.

Kommunens borgere sparer nemlig vigtig transporttid, f.eks. ved akut opstået sygdom eller anden behandlingskrævende tilstand, og er et vigtigt behandlingsalternativ til det nærmeste hospital, der ligger i Norrrköping ca. 30 km væk.

– Det har stor betydning for lokalsamfundet og patienterne, at det nye sundhedscenter kan tilbyde et bredt spektrum af behandlings- og træningsfaciliteter, og desuden er det relativt let at komme til sundhedscentret. Det er trygt for patienterne, at de hurtigt kan komme i behandling, og er til stor støtte i lokalsamfundet, fortæller Urban Blomberg, arkitekt og senior kreativ leder hos Arkitema i Stockholm.

 

Tæt samarbejde mellem kommune, sundhedsvæsen og ansatte

Det prisvindende sundhedscenter er resultatet af et tæt og stærkt samarbejde mellem regionen, kommunen, det lokale sundhedsvæsen, entreprenører og arkitekter. Her er der fundet en arkitektonisk løsning, der integrerer de mange faciliteter, der sikrer en fleksibel udnyttelse af lokalerne. Desuden har de godt 180 ansatte også været inddraget i udviklings- og byggeprocessen, og de har haft stor indflydelse på design og indretning af de mange sundhedsfaciliteter og lokaler.

 

 

Hente inspiration til fremtidens danske sundhedshuse

I november 2023 vandt sundhedshuset i Finspång den anerkendte ”Vårdbyggnadpriset” i kategorien Plejerum. Det er Forum Vårdbyggnad, der er det svenske forum inden for arkitektur og drift på linje med FSTA, der uddeler prisen.

– Det har stor betydning for os at vinde ”Vårdbyggnadpriset, da det er en stor anerkendelse af byggeriets innovative løsninger og miljø og ikke mindst vores unikke samarbejde med regionen, kommunen, det lokale sundhedsvæsen, entreprenører og de ansatte, uddyber Urban Blomberg.

Finspångs Vårdcentrum er et glimrende eksempel på fremtidige sundhedshuse, hvor både patienter og personale er i centrum. Her er Region Östergötlands drift og genoptræningsafdeling og kommunens korttidsopvågning samlet under samme tag, og det giver forudsætninger for en god og effektiv pleje.

– Vi skal i de kommende år udvikle nye sundhedshuse og nærhospitaler i Danmark, og her kan vi med fordel se nærmere på den svenske model og sikkert hente nyttig inspiration, viden og erfaringer fra vores svenske kollegaer, siger Birgitte Gade Ernst bestyrelsesmedlem i FSTA, og Market Director hos Arkitema i København.

 

 

Fakta: Sundhedshus Finspång – faciliteter og arkitektur

Sundhedshuset i Finspång stod færdig i efteråret 2020. Det samlede areal på 17.000 kvadratmeter er fordelt på fem etager. Her er alle sundheds- og plejefaciliteter under ét tag. Målet er, at det skal være sikkert, enkelt og fleksibelt for patienterne og give øget mulighed for, at enhederne kan samarbejde om f.eks. udstyr og personale.

I sundhedshuset er der bl.a.

  • •  Børne- og ungemodtagelse.
  • •  Sundhedscenter med laboratorium.
  • •  Rehabiliteringscenter med afdeling for indlagt genoptræning.
  • •  Finspång kommunes korttidsafdeling.
  • •  Kvindesundheds- og børnepasningscenter.
  • •  Lokal plejeklinik med lokal plejeafdeling og hjemmeplejefaciliteter – LAH.
  • •  Apotek.

Sundhedshuset er beklædt med en hvid terrazzofacade på de øverste etager og en glas/aluminiumsfacade på de nederste etager. Bygningen er klassificeret som ”Miljöbyggnad sølv” og har solpaneler på en stor del af taget. Fokus på patientsikkerhed og arbejdet med byggeteknologi, der har en lang levetid, er nogle af de væsentlige principper, der er grundlæggende i projektet.